Storms

Now the autumn storms begin. Yesterday the wind reached storm and I am getting used to see trees tumbling around me. One day I had a delay before I left home and a huge tree had blocked the path I was supposed to take. It was a huuuuge tree and when it fell it broke a road sign and some of the tree shattered to atoms. I might have been lucky there.
Another day a strange sound came from behind. When I looked back I saw a tall birch fall over with a deep sigh. Nature is beautiful now, and tumbling trees does not prevent me from a walk in the forest 🙂

Nu begynder efterårets storme. I går nåede vinden kulingstyrke, og jeg har vænnet mig til at se træer vælte omkring mig.
En dag havde jeg en forsinkelse, før jeg tog hjemmefra, og da havde et stort træ blokeret den vej, jeg færdes på. Det var et kæmpetræ, og da det faldt, væltede det et vejskilt, og noget af træet var knust til atomer.
En anden dag hørte jeg en mærkelig lyd, der kom bagfra. Da jeg kiggede tilbage, så jeg en høj birk vælte med et dybt suk. Naturen er meget smuk lige nu, og væltende træer skal ikke forhindre mig fra en tur i skoven 🙂

An Old Forest in Denmark

Gribskov is the fourth biggest forest in Denmark, located 46 kilometres north of Copenhagen. The name, Gribskov means a thing which gripped, belongs to everybody. It’s a state forest!
The forest has roots that are over 10,000 years old and the forest consist of a system of moraines with parallel ridges and valleys.
In these years, forest workers are in the process of restoring the lakes to give new life to birds and animals.

On my journey towards my destination there is a little child sitting in her baby carriage in the train. When the train drives into the forest her eyes get bigger and she drops the jaw while a small drop of drool threatening to run down over the ignored brightly coloured toys.

The child’s attention to nature makes me think of archetypal memory. A few years from now I can meet the child with a small backpack containing a packed lunch and an extra sweater. It is as though a lot of people have become conscious about nature and what it means to them.

I get off the train at Kagerup Station, and head for “The Horse Lake”, a suitable nickname but not today. When I arrive at the lake, I’m all alone. Even the horses are seeking shelter inside the dense forest.
I have almost walked past the lake, when I hear birds cry high above my head, and I know what it is. Cranes migrating southward.

There is a fine mist over the forest and the weather is much different from last Sunday where drifting clouds graced a beautiful blue sky. Not many days have past since then and I already have an urge to see this beautiful forest once again dressed in autumn colour.

Gribskov er den fjerde største skov i Danmark, og ligger 46 kilometer nord for København. Navnet, Gribskov betyder en ting, som grebet, tilhører alle, en statsskov.
Skoven har rødder, der er over 10.000 år gamle, og skoven består af et system af moræner med parallelle højdedrag og dale.
I disse år er skovarbejdere i færd med at genoprette søerne for at give nyt liv til fugle og dyr.

På min rejse mod Kagerup station sidder et lille barn i hendes barnevogn. Da toget kører ind i skoven bliver hendes øjne større, og hun taber kæben, mens en lille dråbe savl truer med at løbe ned over det ignorerede farvestrålende legetøj.

Barnets opmærksomhed på natur får mig til at tænke på, om der eksisterer arketypisk hukommelse. Om et par år fra nu, kan jeg møde barnet med en lille rygsæk, der indeholder en madpakke og en ekstra trøje. Det er, som om en masse mennesker er blevet bevidste om naturen, og hvad den betyder for dem.

Jeg står ud af toget ved Kagerup Station, og sætter kursen mod “Hestesøen”, et passende øgenavn, men ikke i dag.
Da jeg ankommer til søen, er jeg helt alene. Selv hestene søger ly inde i tæt skov.
Jeg er næsten gået forbi søen, da jeg hører fugle skrige højt over mit hoved, og jeg ved, hvad det er. Traner, der migrerer sydover.

Der er en fin tåge over skoven, og vejret er meget forskelligt fra i søndags, hvor drivende skyer prydede en smuk blå himmel. Ikke mange dage er gået siden da, og jeg har allerede en trang til at se denne smukke skov igen klædt i efterårets farver.
____________________________________________

Gribskov med kort til print, og mange flere oplysninger om seværdigheder.

Blue sky, a heron and the Unnamed Lake

Frederick George Scott (1861-1944)
The Unnamed Lake

IT sleeps among the thousand hills
Where no man ever trod,
And only nature’s music fills
The silences of God.

Great mountains tower above its shore,
Green rushes fringe its brim,
And o’er its breast for evermore
The wanton breezes skim.

Dark clouds that intercept the sun
Go there in Spring to weep,
And there, when Autumn days are done,
White mists lie down to sleep.

Sunrise and sunset crown with gold
The peaks of ageless stone,
Where winds have thundered from of old
And storms have set their throne.

No echoes of the world afar
Disturb it night or day,
The sun and shadow, moon and star
Pass and repass for aye.

‘Twas in the grey of early dawn,
When first the lake we spied,
And fragments of a cloud were drawn
Half down the mountain side.

Along the shore a heron flew,
And from a speck on high,
That hovered in the deepening blue,
We heard the fish-hawk’s cry.

Among the cloud-capt solitudes,
No sound the silence broke,
Save when, in whispers down the woods,
The guardian mountains spoke.

Through tangled brush and dewy brake,
Returning whence we came,
We passed in silence, and the lake
We left without a name.

Jeg har været på tur i solen og sneen. Himlen var meget blå, den farve gør mig højstemt. Jeg krydsede sporene fra ræv og rådyr. Trods vintervejret sang mejsefuglene deres forårssang.

De dybe hulveje lokkede med deres spændende historiske spor i landskabet. En ny sti fristede mig hele tiden på trods af kulden.

Til sidst måtte jeg vende hjemad, og jeg blev belønnet for min lange vandring, for nu var solen på vej ned.
Fiskehejren fløj hen over vandet imens den anklagende skreg ud i det kolde tusmørke.