Lysefjorden, DNT og Mossad

Vi er i Lillehammer, det er den 21. juli 1973. Den marokkanske tjener Ahmed Bouchikhi er på vej hjem fra biografen med sin gravide kone, da han angiveligt bliver skudt af et team fra Mossad.*Mossad, ”Institute for Intelligence and Special Operations”

Snigskytterne har tilsyneladende forvekslet tjeneren Ahmed Bouchikhi med efterretningschefen for PLO, Hassan Salameh, som mistænkes for at stå bag drabet på 11 israelske atleter ved München OL i 1972.

Det var meget mere end et mord” siger Gullow Gjeseth, pensioneret norsk generalmajor. ”Det var en krænkelse af norsk suverænitet. Det er et helt speciel tilfælde.”

Mine vandreture er aldrig kedelige. Det var dog ikke mig, der var i Lillehammer i 1973, men jeg faldt over historien i The Guardian, da jeg søgte på agenter for Den Norske Turistforening. Jeg skulle måske have skrevet rejseagenter.

Det kan være en belønning at søge på én ting og få en anden interessant historie med i købet.
Jeg vil kalde det en ekstra bonus. Det ville ‘Mylle’ ha’ sagt.

Lysefjorden,  hannaswalk.com Hanna Greenwood

Lysefjorden,
hannaswalk.com
Hanna Greenwood

Lene har har skrevet til mig og spurgt om følgende:

Jeg vil gerne vandre i Norge. Da jeg aldrig har prøvet det før, så søger jeg hjælp hos dig.
Jeg har færgebilletten fra Hirtshals til Stavanger. Tirsdag d 14 juli rejser jeg fra Danmark. Jeg har overnatning på færgen. Den 21 juli skal jeg tilbage igen.
Jeg vil gerne vandre omkring Lysefjord.
Hvordan kommer jeg fra Stavanger og til vandrestedet?
Hvordan finder jeg nogle af følges med? Evt planlægge en rute?

Håber du kan give mig et lille pift, så jeg kan finde ud af at få lavet en god og hyggelig tur :-)”

Hej Lene. Jeg har tidligere skrevet denne historie om Helikopterredning ved Lysefjorden, som jeg synes, du skal læse. 

Hvis du skal vandre i fjeldet for første gang, skal du alliere dig med erfarne folk. Skal turen være sjov, skal formen være i orden. Det er også en fordel at vide, om du lider af højdeskræk, jeg taler af erfaring.

På DNT har jeg fundet dette vigtige link: Fjelltreffen Her kan du selv annoncere efter fællesskab på vandringer.

Stavanger Turistforening har udgivet deres nye program for 2015, som du finder her: Turprogram 2015

Der er flere arrangører, du kan kontakte i Stavanger: Visit Norway, hvis du vil nøjes med éndagsture. Det kan være fornuftigt, når det er første gang. Du har en deadline den 21.07. 

Jeg har ikke fundet Lysefjorden som fællesture hos DNT, der ellers ville være oplagt at kontakte. Dog har jeg fundet et meget interessant overnatningssted: Bed & Breakfast Preikestolen basecamp

Google har streetview på turen til Predikestolen, bare et lille kuriusom 🙂

En vigtig aktør indenfor transport: Buss

FJELLTUR TIL PREIKESTOLEN er en endagstur arrangeret af Tide Rejser.

Lysefjorden er meget andet end Predikestolen. Attraktionen er godt besøgt, og det sidste jeg har læst er, at man forsøger at regulere færdslen ud på plateauet.

De vigtige regler for sikkerheden i fjeldet finder du her. Du kan klikke dig ind i hver enkelt råd og læse nærmere. 

Rigtig god tur, Lene ❤ 🙂

Helikopterredning ved Lysefjorden

McEff fortæller om den respekt, han har for bjergene, det er bjerget, der bestemmer. Det er også min oplevelse. Derfor har jeg skrevet denne historie, som en slags påmindelse.

Min søsters naboer, Jens og Synnøve har familie i Norge. De er ofte i Stavanger i ferierne, da de er tæt knyttet til familien. Gennem flere år har Jens vandret med en ven i op til flere uger, medbringende telt og proviant. Alle betragter ham, som en erfaren vandrer.

stavanger 34

Vennen var forhindret et år, og Jens savnede sin årlige fjeldtur. Han fik et par dage fri fra familiemiddagene, og tog alene afsted med sit grej, kort og kompas. Jens ville vandre i umærket terræn langs med Lysefjorden, ind til en selvbetjent hytte for at overnatte.

stavanger 38

Han parkerer bilen, og begynder sin vandring. Det er sensommer, og vejret er meget omskifteligt. Der er en hel dags vandring til hytten, og det er blevet langt over middag, før han beslutter sig for at spise sin medbragte frokost. Her giver han sig god tid, og nyder øjeblikket. Da maden er spist, og han har pakket sammen, studerer han kortet, og udstikker en kompaskurs.

Han har gået ca. halvanden times tid, da han bliver i tvivl om, hvor han befinder sig. Fixpunkterne stemmer ikke overens med det landskab, han er i.

stavanger 37

Jeg ved ikke, om det er, fordi han er koncentreret om kortet, men pludselig falder han flere meter ned, og lander på en lille isoleret afsats på fjeldsiden. Hans briller bliver knust i faldet. Det indebærer, at han kun kan ane konturerne i landskabet, og skimte noget vand under sig. Jens finder sin telefon frem, som heldigvis er uskadt. Han kontakter den norske redningstjeneste, og fortæller dem, hvad der er sket, og hvor han befinder sig.

Derefter ringer han til familien, og orienterer dem. Så sætter han sig til at vente. Det er begyndt at regne lidt, og sigtbarheden er nedsat. Der er gået cirka en halv time, da han hører en helikopter. Den kommer tættere på, for derefter at forsvinde. Han kan høre den langt væk, og tilsidst er der helt stille. Han venter lidt, men der sker ikke mere.

Jens tager telefonen frem, og kontakter redningstjenesten igen. De kan ikke finde ham. Han er ikke på de koordinater, hvor han siger, han er, fortæller de.

Jens orienterer om den nye kompaskurs efter frokost, og hans problemer med sted-kending senere. Nu venter han og håber. Der er ikke lang tid til at mørket falder på. Han overvejer, om han skal springe ned i vandet under ham, og svømme ind til land, men hans dårlige syn afholder ham fra den ide.

Telefonens batteri er også ved at være fladt. Det føles som meget, meget lang tid, inden han kan høre helikopteren igen. Redningsfolkene kommer tættere og tættere på for tilsidst at spotte ham nede på afsatsen. En af redningsfolkene sænkes ned og fastgør selen, men på vejen op, er han ved at glide ud af selen, og aktionen går om igen.

stavanger 33

Det er en utrolig lettet Jens, der senere forenes med familien om aftenen. Han har slået sig i faldet, men ikke brækket noget. Jens’s datter har været på vej ud i fjeldet for at lede efter sin far efter telefonopkaldet, men heldigvis har resten af familien overtalt hende til at afvente redningstjenestens indsats, og det viste sig at være en god ide. Det var også godt Jens ikke sprang ned i vandet. Det ville ha’ slået ham ihjel, fandt han ud af senere.

_____________

Billederne er fra det område Jens vandrede i. Vi var et år på vandring i Hunnedalen, og ruslede lidt rundt omkring Lysefjorden. Det er også her turistattraktionen; Kerag befinder sig.

Jens vandrer ikke i fjeldet mere. Jeg ved ikke, om det er et løfte til sig selv eller til sin familie.

Erfaringen er en god læremester, men han sender dig nogle afsindig dyre regninger. Minna Antrim

 

To venner på tur

Ved Lysefjorden, Norge

Vi vandrer mod Den Norske Turistforenings Hytte, Tomannsbu, efter halvanden times kørsel med Suleskar-Ekspressen.

Hunnedalen , stien på vej mod Tomannsbu

Efter 3 til 4 timers vandring når vi frem til den flotte hytte. På væggen hænger denne sjove historie smukt indrammet. Historien, som er frit oversat, er skrevet af den tidligere chefredaktør på Stavanger Aftenblad, Per Thomsen.

Tomannsbu beliggende ved Djupevatn

Han har skrevet mange utrolige, og sjove beretninger om sine vandreture i de norske fjelde. Men særlig ovenstående historie har fundet vej til mit hjerte, fordi den er så skæv og pudsig, og fordi jeg selv har været der!  Billederne er fra vores vandretur i Hunnedalen, fra området, hvor historien har fundet sted:

“Turen til Svartvatnet blev en strid oplevelse, og vi var alt for ophidsede til at skrive noget før i dag. Først nu, er vi i stand til at se det komiske i det, men der var ikke noget at grine af, mens det stod på.

Jeg kom på hjemvejen til at glide udover en lille græshylde, og faldt ca. en kvart meter, med det resultat, at den højre fod kom ned i et hul mellem nogle mosbegroede sten. Foden sad ubehjælpelig fast. Jeg forsøgte at slide og hale og vrikke, men uden noget held.  Min ven Tore, som var blevet utålmodig, kom til stede og forsøgte på hans måde, som iøvrigt var ganske lig min egen. Lige meget hjalp det, indtil jeg sagde, at jeg hellere ville selv.  Uheldigvis var foden kommet så langt ned i hullet, at jeg ikke kunne få knyttet støvlen op, og jeg kunne heller ikke få en kniv ned og skære støvlen op. Tore forsøgte én gang med kniven, men jeg sagde, at hvis jeg ville have foden amputeret, ville jeg helst have en læge.  Så forsøgte vi at få stenene væk, men det var uheldigvis Mor Norge selv, og efter en times rydningsarbejde, var vi lige langt.

Det hele var komplet idiotisk. Jeg fejlede ingenting. Det var lykkedes mig at få foden ned i hullet. Derfor var hullet også stort nok til at den kunne komme op igen.  Jeg kunne mærke at foden ikke var forstuvet. Derfor var det ikke sandsynligt at den var hævet. Hvorfor kunne den så ikke komme op igen?  Både Tore og jeg stillede dette spørgsmål, til hinanden og til verden i al almindelighed, til Vorherre, og vi kom med en lang række stærkt nedsættende bemærkninger om den måde, verden er styret på.  Vi erklærede at vi fandt tilfældet uhyre morsomt de første fem minutter, men nu var det nok. Det regnede naturligvis også!  Spørgsmålet var nu: Skulle Tore gå efter hjælp?

Det lyder altid så godt; man skal bare “hente hjælp”, når en ulykke hænder på fjeldet –  Men hvad pokker skal den, som skal hjælpe – gøre? Det står der ingenting om.  Mens vi spekulerede på dette, fandt Tore meget fornuftigt ud af, at vi trængte til hvile, hvorpå vi blev siddende en halv time, og spiste og røg, idet vi lod, som om vi bare havde sat os ned frivilligt.

Udsigten var ikke så værst, det holdt op med at regne og solen kom frem. Vi blev enige om at vi havde ferie. Vi fortalte hinanden historier. Af og til rykkede jeg i  foden, men da den ikke lod sig rykke, lod jeg som om, jeg ikke havde gjort det. Tore sagde, jeg skulle lade den være i fred. Det kunne jo være den sov til sidst, og så kunne kunne vi snyde den til at komme med.  Men skønt vi begge tilsyneladende var muntre og ligeglade, så kunne vi ikke lide det. Om foden havde sovet ved jeg ikke. Men hverken Tore eller jeg havde sovet om natten, og da solen havde varmet os en stund, så sov først Tore og så jeg.

Hvor længe ved vi ikke. Men pludselig blev jeg vækket af Tore som så ufattelig søvning ud mens han mumlede; vi må vist hellere se og komme hjem.  Jeg samlede fiskestangen og rygsækken sammen, og så gik vi. Vi havde gået i mindst fem minutter, før jeg huskede at foden faktisk sad fast, og da jeg blev meget underligt til mode. Det samme blev Tore, da jeg mindede ham om det.  Men så stivede vi os af ved at minde hinanden om at ånden havde sejret over materien, og vi fortsatte hjem, yderst varsomt og forsigtigt.  Sådanne oplevelser påvirker os, især når vi ikke kan give nogen forklaring på dem. Vi gik til sengs uden mange ord. Men idag synes vi, historien er rigtig morsom.”