I et tidligere indlæg skrev jeg om Norgesvejr; blå himmel med drivende hvide skyer, frisk vind, lav luftfugtighed og god sigt. Det er den type vejr, der gør mig glad og forhindrer mig i at sidde stille for længe ad gangen.

Jeg havde til min store fortrydelse glemt en vigtig variabel i ligningen Norgesvejr, celcius! Det er ikke sjovt at være fuldstændig overophedet på en vandretur. Kroppen bruger energi på den nødvendige afkøling, mens det er meget sjovere at bruge energien på at udforske nye stier.

Det er på mine små ture i det varme sommervejr, at jeg lægger planer for længere ture, som her, hvor jeg er på Frilandsmuseet i Brede.

Det er ved den røde gård fra True ved Århus, at han overhaler mig igen, men denne gang indleder jeg høfligt en samtale om vejr og vind. Efter disse formaliteter spørger jeg nu, jeg kender allerede svaret, om han muligvis var den geografilærer, som lærte mig at Arresø er Danmarks største sø.

Jeg genkender til min overraskelse mimik og bevægelser, som var det en nær ven og ikke en person, som underviste mig i mine første skoleår. Der er noget andet, der ligger mig på sinde i min samtale med ham, vandrer han?

Nu tænker I måske, at det var en besynderlig ide at få? Men det er efterhånden blevet en udtalt fornemmelse, jeg har udviklet.  Til min store glæde har jeg ret, og vi får en dejlig snak om glæden ved at vandre. Hans historie på falderebet var genkendelig:

Dagen før var han faldet i snak med nogle nordmænd på stationen. De havde oppakning og vandrestøvlerne i orden. Jeg havde bare lyst til at låne deres støvler og begive mig ud på vandring med det samme…. 

Se, sådan taler en ordentlig geografilærer, en stor hilsen til ham, med ønsket om god vind og fine berigende vandreture.