Se vejen går og går og går… The Road Goes Ever on

Jeg møder dem her på den lille sti. De er i flyverdragter, øjnene stråler og deres kinder blusser. Det er to små piger på tur.
Vi går tur uden vores mor og far, og vi har set en ulovligt parkeret bil, fortæller de med høj klar røst. De er på opdagelse, jeg genkender lyset i deres øjne.
Deres alder taget i betragtning er jeg imponeret over deres indsigt i færdselsloven.
På samme tid vil jeg gerne se dem forenet med deres forældre, det er snart skumring.
Jeg overdriver lidt, da jeg fortæller dem, at lige om et øjeblik, er det buldermørkt.
Vi siger farvel, og de forsvinder hastigt op ad bakken, med den nye information om dagens længde.
To nye hikere er født, og så er det ovenikøbet piger, tænker jeg glad. Piger skal også være aktive i naturen. Den glæde under jeg alle.

Den 16 november 2012 skrev jeg indlægget: Velkommen i Det Danske Schweiz.

Når tåge, dis og tusmørke præger hele dagen, så vælg stien med omhu. Vælg den smalle snoede sti, og få naturen tættere på. Det er et godt råd forstår jeg nu, hvor jeg har læst en afhandling af Annette Bischoff, Forstander ved Højskolen i Telemark; En avhandling om stier, mennesker og naturopplevelse. Jeg er gået på hugst i konklusionerne. I kan læse mere efter billederne, når I får tid.

DSC04699

DSC04705

DSC04715

DSC04719

DSC04720

DSC04721

DSC04731

Den brede sti flytter fokus fremover, fortæller Annette Bischoff. Udover større afstand til omgivelsene, øger den den vandrendes tempo, og gør vandringen ensartet. Opmærksomheden er ofte på noget andet end turen og naturen. Ofte går tankerne til det daglige og jobbet.

Den smalle snoede sti skaber nærhed og knytter opmærksomheden til de nære naturomgivelser. Den vandrende sænker tempoet, rytmen er afvekslende, og følger bevægelserne i landskabet. Fokus varierer nedad, opad, udad og i en væren i nuet*  Mellom meg og det andre finds det stier.. PhD Af Annette Bishoff

Se vejen går og går og går          
Nu må jeg følge vejen, hvor
Den snor sig fremad, hvis jeg tør
Forfølge den på ivrig fod
Indtil vi når en større vej,
Som mange stier iler mod
Og hvorhen så? Jeg ved det ej.

Eventyret om Ringen af Tolkien

DSC02778

The Chough and Infinity

Jeg har gemt digtet om Alpekragens Triumf i mange år. Det taler til mig om bjerge, endeløse stepper og tid.

Sidste år gik jeg gennem Det danske Schweiz. Det var sommer, og ved et stort kildespring hørte jeg en uvant fuglestemme. Jeg stod stille, og kiggede op. Her sad to ravneunger på en gren over mig. Forældrefuglen fløj ind i skoven, sikkert en afledningsmanøvre fra ungerne. Det var en fantastisk oplevelse. Ungerne blev siddende, og jeg kunne uforstyrret betragte dem.

En ravn er ikke en alpekrage, men den giver mig samme følelse af uendelighed.

For en uge siden mødte jeg to ravne. Det var Rude Skov, og der var et opsigtsvækkende scenarie ved Store Stubbesø med skift mellem sol og mørke skyer. Pludselig lettede to ravne og gled ud over søen. En helt vild oplevelse.

DSC04207

DSC04198

DSC04196

DSC04192

DSC04190

 

Alpekragens Triumf

I tusinder af år har du levet her,
du er symbolet på uendelighed, og du er en del af min hverdag
Når vinterstormen raser over verdens koldeste hovedstad,
lader du dig ikke skræmme
Upåvirket og frygtløs leger du i vinden og mjaver dagen forbi,
mens duer og ravne søger ly i gamle bygningers huller og huler;
tøsefugle
Kun sommerens sejlere er din flyvekundskab overlegen,
men de er længe væk nu, hvor himlen og byens blege træer
har skiftet farve og form

Du har set verden begynde, du har set bunden,
og du ved…
Du så khanerne kæmpe om magten, du var en del af verdens
største rige
Du fulgte hunnerne på vej, da de stak af
Du så verden invaderet af manchuriere, kinesere, russerne
Du svævede og skreg over stepperne,
da de hvide telte, heste og kameler blev gradvist udskiftet af
betonblokke og firehjulede

Og nu sidder du på tagene og glor udover spidsen af din
blodrøde tud,
og du ved…
Du ved du er dit rige i fysisk form, og at kun du har
herredømme…