På vandring i Maglemosen i Vedbæk

Om 22 dage er det forår, skrev jeg i mit sidste indlæg; men foråret kom i går.

Jeg trak cyklen ud af skuret, hvor den havde stået siden efteråret. Jeg ville op til Vedbæk, op til Maglemosen.

I har sikkert hørt om Vedbækfundene, som kan ses på Gammel Holtegård i Gl. Holte.
Dengang, da man skulle bygge Vedbæk Skole i 1975, fandt man 17 grave med velbevarede skeletter fra Jægerstenalderen.

I en grav lå en ung kvinde med et nyfødt barn, lagt på en svanevinge. I en anden grav lå en ældre mand med hjortegevirer under hofte og skulder.

Hvorfor lå det nyfødte barn på en svanevinge og manden på hjortegevirer? Det er gaver fra de efterladte, det ved jeg. Men hvorfor et hjortegevir og en svanevinge? Var manden en dygtig jæger? Hvad så med barnet?

Er det gaver, der skal sikre de døde adgang til dødsriget på samme måde, som mønter til Charon skulle sikre sejllads over floden Styx til Hades?

Vi er kørt forbi Maglemosen flere gange, men jeg ville vente med at udforske mosen til en dag, hvor vejret var godt.

For 7.000 år siden var vandstanden 5 meter højere i Vedbæk fjord end den er i dag. Siden har landet hævet sig, og havet trukket sig tilbage.
Gennemsnitstemperaturen var 2 – 3 grader højere end i dag, og Danmark var dækket af urskov.

Der er lidt uenighed blandt forskere om, hvordan urskoven så ud i Jægerstenalderen. Nogle forskere mener den danske urskov var højstammet og mørk, med næsten nøgen jordbund under de tætte trækroner.

Andre har gjort den antagelse, at græs- og buskædende dyr som urokse, elsdyr, kronhjort og rådyr i nogen grad var i stand til at holde skoven i ave, så den fremtrådte mere parkagtig. Der er også den mulighed, at jægerne lysnede i skoven ved fældning, styning og afbrænding for at fremme vildtets fødemuligheder.

Der var ingen dyrkning af jorden, men man levede ved vandet, hvor der var meget mad.

Arkæologer anslår, at der boede 40 mennesker rundt om fjorden. De jagede vildsvin, kronhjort, vilde katte, egern og rådyr med bue og pil. Den største bue man har fundet er 195 cm høj.

Der er tykke bopladslag, der vidner om en kontinuerlig bosættelse 5500 – 4500 f.Kr.

Maglemosen

__________________________________

Jeg søgte på Vikingeskibsmuseets hjemmeside, og fandt dette spændende link fra et fund i Storstrømmen:

En 6-7.000 år gammel boplads fra jægerstenalderen beliggende ved Orenæs på Falster.

God tur, og vær forberedt på mudder, hvis I går rundt om søen 🙂