The Trees

Den sidste uges tid er jeg flere gange stødt på disse linier udgivet af Herman Hesse’s forlægger.
Jeg holder meget af poesi, og heldigvis er der hele tiden nye spændende oplevelser blandt mine dejlige medbloggere. Tak for det.

“When we are stricken and cannot bear our lives any longer, then a tree has something to say to us: Be still! Be still! Look at me! Life is not easy, life is not difficult. Those are childish thoughts. Let God speak within you, and your thoughts will grow silent. You are anxious because your path leads away from mother and home. But every step and every day lead you back again to the mother. Home is neither here nor there. Home is within you, or home is nowhere at all.

A longing to wander tears my heart when I hear trees rustling in the wind at evening. If one listens to them silently for a long time, this longing reveals its kernel, its meaning. It is not so much a matter of escaping from one’s suffering, though it may seem to be so. It is a longing for home, for a memory of the mother, for new metaphors for life. It leads home. Every path leads homeward, every step is birth, every step is death, every grave is mother.

So the tree rustles in the evening, when we stand uneasy before our own childish thoughts: Trees have long thoughts, long-breathing and restful, just as they have longer lives than ours. They are wiser than we are, as long as we do not listen to them. But when we have learned how to listen to trees, then the brevity and the quickness and the childlike hastiness of our thoughts achieve an incomparable joy. Whoever has learned how to listen to trees no longer wants to be a tree. He wants to be nothing except what he is. That is home. That is happiness.” Hermann Hesse, Bäume. Betrachtungen und Gedichte” Goodreads

“Bäume sind für Hermann Hesse Sinnbilder, die sich mit Erinnerungen verbinden, Symbole der Vergänglichkeit und Wiedergeburt, aber auch »allen Wachstums, allen triebhaften, naturhaften Lebens, aller Sorglosigkeit und geilen Fruchtbarkeit«. Sie sind für ihn Spiegel der Jahreszeiten, der Landschaften und Umweltbedingungen ihres Standorts. In ihren Jahresringen und Verwachsungen erkennt man »allen Kampf, alles Leid, alle Krankheit, alles Glück und Gedeihen«. Und ihre Gegenwart kann ungeheuerlich tröstlich sein: »Wenn wir traurig sind und das Leben nicht mehr gut ertragen können, dann kann ein Baum zu uns sprechen: Sei still! Sei still! Sieh mich an! Leben ist nicht leicht, Leben ist nicht schwer. … Heimat ist nicht da oder dort. Heimat ist in dir drinnen, oder nirgends” http://www.suhrkamp.de

20 Comments on “The Trees

    • Dear Mathilda. I am happy that you like my pictures. The nature is an awesome source of inspiration and provides much joy. Thank you so much ❤ 🙂
      Hanna

    • Alexander, I’m glad you like the words too 🙂 It is interesting to dive into the photo archive and find a theme. It wasn’t exactly difficult to come up with trees 😉 🙂
      Thank you for your positive feed back!!!
      All the best,
      Hanna

  1. I enjoyed that, Hanna. I shall now go and dust off all my dog-eared Herman Hesse books.
    Alen

    • Who should have thought of that? Ents and Herman Hesse 🙂 I’m happy you liked it, Alen.
      All the best,
      Hanna

  2. Tusind tak for dette fine blog-indlæg, Hanna 🙂
    Den del af teksten du har valgt at gengive, er som en essens for mig om det der er vigtigt i mit liv. På min egen “hjemvej” må jeg ofte holde mig fast på hvad H. Hesse så følsomt og vist fortæller os.
    De bedste hilsener fra Sandløber

    • Kære Sandløber. Jeg blev meget glad for din kommentar. Vandring i naturen giver ro til eftertænksomhed. Det er med stier i naturen, som med de nødvendige valg vi træffer i livet; tilvalg betyder også fravalg. Det er ofte i valget, vi definerer os som mennesker. For mig handler det om integritet.
      Jeg håber, du tilgiver mit lange svar, der kommer nu. Jeg vil nok lade det indgå i et senere indlæg, for jeg er meget optaget af emnet ❤ 🙂
      Jeg købte for år siden en bog af Owe Wikström: Med Ikonen I Lommen. Bibliotekets eksemplar havde jeg næsten slidt op 🙂
      I et kapitel med overskriften: At vide hvor man befinder sig, citerer han filosoffen Seneca, Lucius Annaeus:
      “De fleste har intet bestemt mål, men driver letpåvirkelige, evigt utilfredse rundt, hid og did fra et plan til et andet/…/De skylles frem og tilbage, ligesom bølgegangen, der fortsætter på havets bund, selv efter at stormen har lagt sig, og de får aldrig nogen fred fra deres begær/…/Men du har ikke nedladt dig til at se ind i dig selv, at aflytte din sjæl en eneste tanke”
      Wikström fortsætter: Seneca synes at ræsonnere sådan: Den indre rejses mest grundlæggende forudsætning er, at mennesket alvorligt standser op og foretager en positionsbestemmelse. For at begynde på rejsen må man både vide, hvem man er, hvor man befinder sig og hvor man agter sig hen.
      Hvis et menneske aldrig tænker på sit liv som rettet mod noget bestemt, men bare driver rundt uden ror – lader dagene gå – vil det til sidst gøre en bitter opdagelse. Det har aldrig levet.”*
      *Owe Wikström: Med Ikonen i Lommen; om indre og ydre rejser. I Danmark: Beoeda 2006. ISBN 87-89626-40-0

      Jeg fik en bog i gave for år tilbage. Syv fantastiske fortællinger, skrevet af Karen Blixen. Fortællingen: Vejene Omkring Pisa har altid fascineret mig. Jeg cyklede op til Rungstedlund og skrev derefter dette indlæg: Vejene omkring Prinsessestien, Pisa og Karen Blixen</ Jeg afslutter indlægget:
      "Vejene omkring Pisa, handler om at finde en retning i tilværelsen, at finde vej gennem livet. Karen Blixen hævdede at vi alle har fået tildelt en rolle i livet, det gælder om at finde sin, og spille den. Hun forstod om nogen at iscenesætte og spille sin egen rolle. Hun var eventyrer, storyteller og forfatter."

      Mon du stadigvæk er med mig? 🙂

      Tak Sandløber for inspirationen ❤

      • Kære Hanna.
        Jeg har printet dit svar for at reflektere over det, da der er så meget vigtigt i disse tanker. Jeg kender ikke Wikstrøm men fornemmer hvorfor du har slidt bibliotekets eksemplar op 😉
        Her til aften gik jeg tur ved molen (Voerså)… det var lavvande og jeg kunne gå langt udover havbunden. Når jeg går der, føler jeg mig fri og levende eller føler min rolle som Blixen udtrykker det. Men det er som jeg bliver en dårligere “skuespiller” når jeg vender tilbage. Vandring i naturen er utroligt kraftfuldt – en livsform… eller en nødvendighed for at erkende eller rumme sig selv…

        Tusind tak for dit flotte og inspirerende svar, Hanna 🙂

      • Nogle gange kræver det lang øvelse at blive en god “skuespiller”. Der kan være et utal af rekvisitter at falde over 🙂
        Din vandretur lyder helt fantastisk. Jeg elsker havet.
        Mange gode hilsner til dig,
        Hanna

  3. Lovely pictures Hanna but your words & the words of HH are wonderful. If I could live in a woodland I think my aching heart would be at ease. We have cut down so many trees that the world is almost suffocating. I believe in the spirit of trees & without them we are lost.

    • Dear Ash. I’m glad you’ve read my post knowing your struggle for the trees. I wish you many days in a woodland ❤
      It really is a joyful activity to find beautiful literature and connect it with pictures that arouse warm evocative feelings remember what it was like in nature that particular day.
      All the best,
      Hanna

Have you experienced anything like this? Your comment or your story is very much appreciated!

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: