The Death and the Hawthorn

I do not consider myself superstitious, but a week ago I was susceptible to the bizarre entertainment.

It all began with a stroll in the Deer Park on a field where Hawthorn represents itself in a large number. It was an amazing sight. Starry flowers gathered in endless white dome-shaped clouds buoyed by the ancient gnarled and wrinkled trunks.

The Eremitage Hawthorn

I Goggled the Hawthorn, when I got home. I found that the Hawthorn on that particularly field is unique. It has crossed spontaneously with the single-seeded Hawthorn one and a half kilometre away at the gate down to Taarbæk. The trees stand close here. and they grow on a mass grave. Yes, you got it right.

People died during the cholera epidemic in Copenhagen in 1853, 4750 humans to be precise. Those who weren’t infected yet drove the victims on carts from Copenhagen to Taarbæk. They built a chapel and buried the poor people in a mass grave inside the Deer Park. To prevent the spread of infection from the graves the single-seeded Hawthorn, with its needle-sharp long thorns kept people and animals away from the graves.
It aroused my curiosity and imagination. It was fascinating, and at the same time it also gave pause for thought. It is only a short time ago an Ebola epidemic was raging in Africa. Epidemics are always to be taken seriously.

The other day I visited the burial site. I went there on a late afternoon. It had just rained, it was cloudy and there was a sombre atmosphere about the place. Maybe I needed a rest, or maybe it was my encounter with the woman that influenced me.
She was suddenly in front of me. Where did she come from? She was white-haired and pale. Eyes were dark and odd tinned at the same time. She looked right through me, and I made way, otherwise she had walked into me on the narrow path.
Some hours earlier, I had read several stories of peasants who constantly prohibit felling the hawthorn. Felling a hawthorn means disaster on animals and humans, and the old superstition is alive and well.
I wondered how far photography was included in the many legends and myths that exist around the trees. I took the chance and found several motifs, after which I gladly left the burial site. I was unusually tired when I got home, and I attributed it to the long day I had.

At night I woke up with severe pain in the stomach. Yet I managed to fall asleep again.
Next morning I had fever and abdominal cramps something that is quite unfamiliar to me. I was very tired and slept all the time. When the illness was at it’s worst I thought of the cholera victims and the woman I had met. I had to pull myself together, luckily I had a very plausible explanation for my illness.

At long last, my health improved and I have been out there again. The sun was shining through the trees, and tourists walked down from the cozy Taarbæk. There were no trace of the woman I met the last time. Maybe I exaggerated her strange appearance a bit just to cheer myself up 🙂

The pictures ended with that warm evening light they deserve.
Despite my story I will always think of the field with the Eremitage-Hawthorn as the romantic harbinger of spring ❤

Eremitage Hawthorn

Hvidtjørnen og Døden

Jeg anser ikke mig selv for overtroisk, men for en uge siden var jeg alligevel modtagelig for den bizarre underholdning.

Det hele begyndte med en vandring på Hvidtjørnesletten i Jægersborg Dyrehave i maj måned. Det var et fantastisk syn, der mødte mig. Stjerneklare blomster samlede sig i endeløse hvide kuppelformede skyer holdt oppe af de ældgamle krogede og furede træstrammer.

Jeg googlede hvidtjørnen, da jeg kom hjem. Det viste sig, at hvidtjørnen på Sletten er unik. Den har krydset spontant med engriflet tjørn, der står halvanden kilometer væk ved porten ned til Taarbæk. Træerne står tæt her. og de er plantet på en massegrav. Ja, I læste rigtigt.

Der døde 4750 mennesker under koleraepedimien i København i 1853. En stor del af dem blev kørt på kærrer fra København op til Taarbæk. Her byggede man et kapel og begravede de mange mennesker i en massegrav inde i Jægersborg Dyrehave. For at undgå spredning af smitte fra gravene plantede man den engriflede tjørn, der med sine sylespidse lange torne holdt folk og dyr væk fra gravene.

Det vækkede min nysgerrighed og fantasi. Det var fascinerende, og på samme tid gav det også stof til eftertanke. Det er kun kort tid siden en Ebola epidemi rasede i Afrika. Epidemier skal tages alvorligt.

Forleden besøgte jeg gravpladsen. Jeg tog derud en sen eftermiddag. Det havde lige regnet, det var overskyet, og der herskede en dyster atmosfære over stedet.

Måske var jeg træt, eller også var det mit møde med kvinden, der påvirkede mig.

Hun stod pludselig foran mig. Hvor kom hun fra? Hun var helt hvidhåret og meget bleg. Øjnene var mørke og sært fortinnede på samme tid. Hun så ret igennem mig, og jeg veg til side, ellers var hun gået ind i mig på den smalle sti.

Nogle timer forinden havde jeg læst adskillige historier om bondemænd, som til stadighed forbyder at fælde hvidtjørnen. Det betyder ulykke over dyr og mennesker, og den gamle overtro lever i bedste velgående.

Jeg spekulerede over, hvor vidt fotografering indgik i de mange sagn og myter, der eksisterer omkring træerne.

Eremitage- Hvidtjørn

Jeg tog chancen og fandt flere motiver, hvorefter jeg med glæde forlod gravpladsen. Jeg var ualmindelig træt, da jeg kom hjem, og jeg tilskrev det den lange dag, jeg havde haft.

Om natten vågnede jeg med stærke smerter i maven. Det lykkedes mig dog at falde i søvn igen.

Næste morgen havde jeg feber og mavekramper noget, der er ganske uvant for mig. Jeg var meget træt og sov hele tiden. Da det var værst et par dage senere, tænkte jeg på koleraofrene og kvinden, jeg havde mødt. Jeg måtte tage mig selv i nakken, for heldigvis havde jeg en meget plausibel forklaring på min sygdom.

Nu har jeg fået det så godt, at jeg har været derude igen. Solen skinnede varmt mellem træerne, og turister kom gående nede fra det hyggelige Taarbæk.

Kvinden, jeg mødte den forrige gang, var der intet spor af. Måske har jeg også overdrevet hendes besynderlige fremtoning en smule bare for at muntre mig selv op 🙂

Billederne er gjort om med det varme aftenlys, de fortjener. Jeg vil altid tænke på Eremitagetjørnen, som den romantiske forårsbebuder den er, fornyelsen efter vinterens endeligt.

Hvidtjørnen blev også brugt, da pesten hærgede Danmark af flere omgange. Sidste gang i 1711.

”Kirkegårdenes indviede jord kunne ikke rumme de døde, og man slæbte dem derfor ud på marken i store dynger for at begrave dem dér, og oven på en sådan grav plantede man en hvidtjørn for at advare efterslægten fra at røre ved dette sted. Endnu efter 500 års forløb står trindt omkring på vore marker nogle mærkværdige gamle hvidtorn under navn af »pesttorn«; de fredes af bønderne, thi de står på vore forfædres grave. Hele det vestlige Fyn er rigt på sådanne enkeltstående gamle hvidtorn.” Danske Studier 1970.

Eremitage-Hvidtjørn

_______________________________________________________

God tur i den dejlige sommer!

Engriflet Hvidtjørn

The Hawthorn

37 Comments on “The Death and the Hawthorn

  1. Spännande bilder och spännande berättelse! Jag hade ingen aning om att så många dog i kolera då. Jag vet inte heller hur det var i Sverige.

    • Tak Ann-Christine. Jeg synes, det er utroligt spændende, når historier som denne pludselig dukker frem af gemmerne. I går cyklede vi forbi en græseng inde i skoven. Jeg havde godt lagt mærke til en sti i lysningen. Det er der Taarbæk Fort ligger gemt under jorden, sagde min ven. Jeg kendte til fortets eksistens, men vidste ikke hvor det lå gemt. Det ved jeg nu 🙂 Du kan se det her: Taarbæk Fort
      Kærlig hilsen,
      Hanna

  2. Mottoet må være at der er “Mere mellem himmel og jord end der er andre steder” – jeg er ikke på nogen måder religiøs men har ej eller “jeg vide bedre” syndrom over for dem der er kommet til den slutning at der en gud uanset hvad hun så end måtte hedde – jeg er ej eller typen der tror jeg selv er gud – dem er der nu også nok af i for vejen – har det fint med at jeg ikke kan forklare alting, det kunne ikke en gang gode gamle Einstein – så hellere være fædt nysgerrig uden facitliste… 😀

    Flotte billeder, meen kære Hanna – det er der jo altid… 😀

    Kender godt begrebet “pesttorne” om hvidttjørnene – er ikke studeret nok på området til at vide om manglende kalk-foring den gang – kan havde gjort at jorden er “giftig” – nu om dage anvendes brændning eller anvendelse af masser af kalk i forbindelse med smitsomme sygdomme her især hos dyr (eksempelvis mund og klævsyge) men faktisk også hos mennesker dog er der et helt andet kodeks omkring menneskekroppe (bortset fra når de krigsliderlige skal fjerne spor efter deres ugerninger… :-/

    • Tak for den historie, Drake 🙂 🙂 Læsket kalk er stærkt basisk og har en ph-værdi på 11.5. Jeg ved ikke, hvor langt tilbage i tiden man har anvendt det til’forsvindingsnumre’, men det er en interessant histiorie i sig selv.
      Tænk engang, hvis der er mere mellem himmel og jord andre steder – 😀
      Mange gode hilsner til dig,
      Hanna

    • Kære Pernille.
      Tak for det. Det har været en interessant udforskning på mange plan 🙂
      Rigtig god sommer også til dig,
      Hanna

    • There is more between heaven and earth than you realize as my friend Le Drake Noir put it 🙂 🙂
      All the best,
      Hanna

  3. Me encanta la historia que cuentas, es fascinante. Se puede escribir una novela partiendo de estos datos (a lo mejor ya está escrita).
    Espero que ya estés recuperada de tu fiebre. Un abrazo ❤

    • Gracias, Magnoliae. Eso fue un precioso estímulo ❤
      Usted tiene razón sobre el tema. Contiene toda la gama de desafíos existenciales que los seres humanos pueden ser expuestos en un curso de la vida.
      Un abrazo,
      Hanna

    • Hi there, James. Most of the story is true. I only exaggerated a little about the lady I met and my thoughts regarding my illness. But the place was spooky when I first visit it 🙂
      I’m looking forward to hear if you have more stories from a haunted moor 🙂

      • Hi Hanna – there is a lot of spooky things on the moors – in fact a friend recently sent me a book entitled ‘The Haunted Moors’ which is about 150 years old and now out of print. I am enjoying reading it. I will be visiting some of the locations he mentioned in the book soon…stay tuned 🙂

      • I sit on the edge of the chair waiting 🙂 That must be a thrill to read that old text.

      • I’ll try to find a gem of a read about special places in Denmark 🙂 Let us keep in touch!!! 🙂

    • Dear Resa. To be honest I found the exploring very entertaining too 🙂 Even though I suffered along the way. But I will see what’s next in line 🙂
      All the best,
      Hanna

  4. Beautiful landscape, gosh, who could guess there was sad history in the past in such beautiful area..lovely photos Hanna. Thank you for sharing the story 🙂

    • Hi there, Indah. I really appreciate your comment ❤ I find that this is what hiking and biking is all about: Exploring!!!! It gives me a thrill 🙂
      All the best,
      Hanna

  5. Hanna, I have never seen Hawthorn like this. It is beautiful. Thank you for sharing the history of the area. It is indeed a poignant story. How strange about the woman appearing like that. I am glad you are feeling better now. I’ve been a little unwell also and away from Internet. Despite the sad story, it is a very pretty looking area and your photos are gorgeous as always. Thank you for sharing more of your part of the world with me. I always look forward to your posts. 🙂

    • Thank you so much for your lovely comment, Jane. I think I was affected by the many superstitious stories I read before visiting the place. Maybe the woman just needed a walk in solitude 🙂
      I like to use my imagination 🙂
      Hope you are feeling better now, Jane and ready for a new hike ❤
      Hanna

  6. That’s a very interesting and poignant tale, Hanna. Also, you have a touch of mystery to add a little spice.
    In Celtic mythology, hawthorn trees are often inhabited by little people – or fairies, if you like – who abduct humans and take them to another world for a period of several years. This could explain the appearance of the strange woman. You may well have had a lucky escape there.
    Cheers, Alen

    • I like the Celtic mythology, Alen. Regarding mystery as a spice I learned from a master 🙂 I wouldn’t mind spending a couple of years in Lothlorien among elves 🙂 But that’s another world and story.
      Thank you for brighten up my day,
      Hanna

  7. Hanna, hard to believe something like that can happen in such lovely place. On your pictures there are no any signs of horror.

    • Hi there, Alexander. It is a nice mix of facts history and superstition 🙂 🙂 The area is lovely indeed. Never the less the victims from the cholera epidemic in Copenhagen one hundred and sixty years ago are buried here. It was very fascinating to find out the reason why the trees at Taarbæk Port were planted there in the first place.
      I wish you a nice evening.
      All the best,
      Hanna

%d bloggers like this: