The Bumblebee who thought it could fly and did it –

I know of examples where people have travelled through war-torn countries without being conscious of what they risked. With their behaviour they signalled a distinctly calm that was completely unjustified if they had known what was at stake.
Maybe it was the same phenomenon that prevailed a New Year where we were invited to Honefoss in the southern part of Norway.
We took the bus from Copenhagen with champagne and beef tenderloin as the most important gear. When we got outside Oslo a beautiful snowy landscape began to materialize.
We got off the bus at the appointed place so Marianne could pick us up in their new Audi, but no one came.
After fifteen minutes we phoned her.
I’m on my way! The bus driver dropped you at the wrong place.
Ten minutes later we were united and soon we reached the gate of the house.
It was absolutely fantastic located up on the hills overlooking the fjord.
Marianne switched gears and directed the car to the very steep climb. On one side of the small road was a wood piece. On the other hand, a free fall down to a building’s basement.
Now the steep climb began. We had almost reached the house when the wheels went greasy around and the rear of the vehicle skidded against the deep fall towards the basement. The wheels grab some gravel on the roadside and the front of the car swung around, and we were heading back down. Don’t use the breaks, we cried. I only use the motor, our hostess added calm as she continued back to where we came from.
I leave the headlights on so you can watch your steps, said Marianne when we looked at the steep road in front of us.
We took our gear and went along the little forest piece up the road.
On the back of the house was a small parking lot we had to pass. I was about to slant across the road when I slipped. We didn’t have a chance to pass without falling. We ended up crawling across the road with the backpack in front of us.
This was our entrance to a New Years Eve. Marianne sat in the car laughing and tears trickled down her cheeks she kindly told us later.
Why do I write in such detail about our arrival?
Previously Marianne walk down the hill to pick us up at the bus. She ran up the hill across the icy parking lot, got into the car and drove down the hill with a light touch on the brakes without accident. That is what my post is about.
I wish for all of us that we can overcome the great challenges that are inevitable in life; that we may have the good luck when we face difficult tasks; and that we always will be confident.

“May the road rise to meet you,
May the wind be always at your back.
May the sun shine warm upon your face,
The rains fall soft upon your fields.
And until we meet again,
May God hold you in the palm of his hand.”
An Irish Blessing

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Jeg kender eksempler, hvor folk har rejst gennem krigshærgede lande uden at være bevidst om, hvad de risikerede. Med deres adfærd, har de signaleret en udpræget ro, der var helt uberettiget, hvis de havde vidst, hvad der var på spil.
Måske var det det samme fænomen, der prægede begivenhederne et nytår, hvor vi blev inviteret til Hønefoss i den sydlige del af Norge.
Vi tog bussen fra København med champagne og oksemørbrad som den vigtigste bagage. Da vi kom uden for Oslo begyndte et smukt snelandskab at vise sig.
Vi stod af bussen på det aftalte sted, så Marianne kunne samle os op i deres nye Audi, men ingen kom.
Efter femten minutter ringede vi til hende.
Jeg er på vej! Buschaufføren satte jer af på det forkerte sted.
Ti minutter senere var vi forenet, og snart nåede vi huset.
Det var helt fantastisk placeret op på bakkerne med udsigt over fjorden.
Marianne skiftede gear og rettede bilen mod den meget stejle stigning.

På den ene side af den lille vej var der en lille skovstykke. På den anden side, et frit fald ned til nabohusets kælderindgang.
Nu begyndte den stejle opkørsel. Vi havde næsten nået huset, da hjulene fedtede rundt og bagenden af ​​køretøjet skred mod det dybe fald mod kælderen. Hjulene greb noget grus i vejsiden og den forreste del af bilen svingede rundt, og vi var på vej ned igen. Brug ikke bremserne, skreg vi. Jeg bruger kun motoren, sagde vores værtinde roligt mens hun fortsatte ned til foden af bakken, hvor vi kom fra.
Jeg lader forlygterne være tændt på bilen, så I kan se hvor I går, sagde Marianne da vi kiggede op ad den stejle vej foran os.
Vi tog vores gear og gik langs det lille skov stykke op ad vejen.
På bagsiden af ​​huset var en lille parkeringsplads, vi måtte passere. Jeg var ved at skrå over vejen, da jeg gled. Vi havde ikke en chance for at passere uden at falde. Vi endte med at kravle på tværs af vejen med rygsækken foran os.
Dette var vores entré til en nytårsaften. Marianne sad i bilen grinede mens tårerne trillede ned ad hendes kinder. Det har hun senere fortalt os med stor indlevelse.
Hvorfor skriver jeg så detaljeret om vores ankomst?
Først på aftenen gik Marianne ned ad bakken for at hente os ved bussen. Hun løb op ad bakken, hen over den isede parkeringsplads, kom ind i bilen og kørte ned ad bakken med et let tryk på bremserne uden uheld. Det er det, mit indlæg handler om.
Jeg ønsker for os alle, at vi kan overvinde de store udfordringer, der er uundgåelige i livet; at vi kan have det held og lykke der skal til, når vi står over for vanskelige opgaver; og at vi altid vil være tillidsfulde i vores tro på os selv.

Som Humlebien der troede den kunne flyve og gjorde det ❤

Godt Nytår ❤

____________________________

¹”En af de mest citerede videnskabelige påstande er den om at humlebien ikke kan flyve, men den ved det ikke, og derfor flyver den bare alligevel.” Wiki

 

16 thoughts on “The Bumblebee who thought it could fly and did it –

    • Querida Barbara. Pensé en ti el otro día. Muchas gracias por sus saludos encantadores. Les deseo un feliz Año Nuevo, donde se cumplan sus sueños.
      Un gran abrazo y pensamientos alegres ❤
      Hanna

  1. Another great story! Also a beautiful photograph! The Irish Blessing I know well and the first line has always made me laugh since in my younger days I might have partaken in too much of that rather dark liquid refreshment certainly I met the road many times!

Comments are closed.