Når virkeligheden overgår fantasien.

When reality surpasses the imagination.
I went to Mariebjerg Cemetery to find inspiration for an eerie post. The inspiration came faster than I expected. I had just found the mausoleums where one can get a glimpse of the coffins, as dark diffuse topics.
The remains of the day’s light flickered in the burial chamber when the trees waved in the wind.
I knew my time was short. I’m talking photography. The clouds were beginning to look threatening and I would expect heavy rain at any moment.
The last time I had visited coffins with uncanny potential was in the Christian Church in Copenhagen.
The church has a crypt, and coincidentally there was no light in the crypt that day. My friend got a small cut on his hand when he had to close a large black iron gate. The wound was very slow to heal.. and we began to wonder. But before the horror got a grip on us, fortunately his hand was cured.
Now I’m off alone. Because of the bad weather approaching the late afternoon seems darker than normal.
I had been through several sections of the beautiful and hilly cemetery. There are urn valleys and forest sections, as well as a myriad of other sections.
Utterly unexpected lightning rips the sky followed by a huge blast that seems to shake everything around me. At that moment the windows of heaven open itself, and the rain is pouring down. I feel very exposed. I am surrounded by tall trees, it is the worst place I can be. The cemetery stock had left a door open to a smaller building which is built close to the mausoleums.
I felt a horror inside when I was considering going there, but lightning followed by an enormous blast decides the outcome. I run past the tombs and into the dark building.

Mariebjerg Kirkegård
Mariebjerg Kirkegård

My heart stands still by the sound of a piercing scream and to my relief I see a cat flees.The room is gloomy. In a corner small coffins are stacked against the wall. There is a pervasive smell of damp and rot.
I’m talking myself down. After all it is just a building for use of tools and similar objects. At the same time a new lightning tears the heaven apart and in that short time I detect a movement from the upper coffin. The lid is sliding aside.
The furious storm becomes like a dear old friend. I flout all safety regulations and flees through the cemetery and out on the main street now so strangely emptied for pedestrians due to the bad weather.
Lightning and thunder rumble replace each other, but I don’t care. My thin rain jacket has abandoned the job and the icy rain has reached my sweater, it means nothing compared to the cemetery.
Did I get that eerie inspiration? Oh yes the thunderstorm did the job extremely well 🙂

Jeg var taget på Mariebjerg Kirkegård for at finde inspiration til et uhyggeligt indlæg. Inspirationen fik jeg hurtigere end forventet. Jeg havde netop fundet mausolæerne, hvor man kan skimte kisterne, som mørke diffuse emner.
Resterne af dagslyset flakkede i gravkammerene, når træerne vajede i blæsten.
Jeg vidste, min tid var kort. Altså til fotografering. Det trak op til uvejr, og skyerne var begyndt at se truende ud.

Sidste gang jeg havde aflagt besøg ved kister med uhyggeligt potentiale var i Christianskirken på Strandgade i København.
Kirken har en krypt, og tilfældigvis var der ikke noget lys i krypten den pågældende dag. Min ven fik en lille rift på hånden, da han skulle lukke en stor sort gitterport. Såret var meget længe om at læges. Så længe at vi begyndte at undre os. Men inden uhyggen fik rigtig tag i os, var hånden heldigvis lægt.

Nu er jeg taget afsted alene. På grund af det arriverende uvejr er den sene eftermiddag mørkere end normalt.
Jeg har været igennem flere af afdelingerne på den smukke og kuperede kirkegård. Der er urnedale og skovafsnit, samt et utal af andre afdelinger.

Aldeles uventet flænger et lyn himlen efterfulgt af et kæmpe skrald, som synes at ryste alt omkring mig. I det samme åbner himlens sluser sig og det vælter ned med regn. Jeg føler mig meget udsat. Jeg er omgivet af høje træer, det er det værste sted jeg kan opholde mig. Kirkegårdens materielgård har ladet en dør stå åben til en mindre bygning der er opført tæt på mausolæerne.

Mariebjerg Kirkegård
Mariebjerg Kirkegård

Det gyser i mig, da jeg overvejer at gå derind, men et lyn efterfulgt af et kæmpe brag afgør udfaldet. Jeg løber forbi gravkamrene og ind i den mørke bygning. Mit hjerte står næsten stille for i det samme lyder et øresønderrivende skrig og en kat tager flugten. Der er skummelt i rummet. I et hjørne står små kister stablet op ad væggen. Der er en gennemtrængende lugt af fugt og råddenskab.

Jeg taler mig selv til ro. Det er trods alt bare en bygning til anvendelse af redskaber og lignende genstande. I det samme flænger et nyt lyn himlen og i det kortvarige lys registrerer jeg en bevægelse fra den øverste kiste. Låget er begyndt at glide til side.

Det rasende uvejr bliver som en kær gammel ven. Jeg lader hånt om alle sikkerhedsforskrifter og flygter gennem kirkegården og ud på Lyngby Hovedgade.

Lyn og torden afløser hinanden, men jeg er ligeglad. Min tynde regnjakke har opgivet ævred og den iskolde regn har nået min sweater, men det betyder intet i sammenligning med kirkegården.

Fandt jeg inspirationen på kirkegården? Åh ja! Tordenvejret underholdt mig til det sidste, og erstattede den spænding, man ellers kan forvente sig af indbyggerne på en kirkegård.

_____________________________________________

God tur og husk regntøjet 🙂

Mariebjerg Kirkegård

Christians Kirke

16 thoughts on “Når virkeligheden overgår fantasien.

  1. Da jeg har dreng tjente jeg en god skilling “til forbrug” ved at hjælpe vores ældre nabo der var den lokale ringer og graver – jeg gravede og han klarede ringingen med mere – det er ikke spor uhyggeligt på en kirkegård tværtimod på sin egen facon – han sagde altid “Jeg har et overordnet job, ved faktisk ikke præcist hvor mange jeg har under mig” og “Hver enkel her er historie om fred, mange har endelig fået fred – mens resten da er omgivelserne der har fået fred” – han havde meget humor og jeg kedede mig aldrig over hans historier og så fik jeg en god betaling for hjælpen … 🙂

    Kirkegårde er faktisk historiske samlinger oftest lokal historie og kan være lige så nemt og lige svært som at jagte lokal historie på biblioteker og egnsarkiver… 🙂

    1. Tak for den gode historie, Drake. Kirkegårde er meget fascinerende og utroligt spændende at besøge. Lokale historier er der mange af, og for en nysgerrig sjæl er det meget interessant. Jeg ser frem til et par fortællinger på ledrakenoir.wordpress.com 🙂 🙂

    1. Ash, it really was an adventurous day. I didn’t see any “remains” if you are referring to human parts 😯 But I got a thrill after all though I did avoid a cold changing close immediately when I got home and I took a rest for a moment too. Now I’m quite fit for another Church de Tour 🙂 🙂

  2. Los cementerios son lugares muy especiales, están cargados de un significado profundo y ancestral, además de encerrar muchos mitos y tabues, según las diferentes culturas. En todo caso los considero ambientes perfectos para realizar un tipo de fotografia muy tranquila y cargada de emoción. Con esta serie fotográfica creo que has conseguido plasmar esta emoción; me parece un trabajo precioso. Además, con el tratamiento “pictoralista” que has dado a las imágenes mejora todavía más el efecto onírico de esta colección. Me ha encantado.
    Saludos Hanna

    1. La muerte es inevitable. Tal vez por eso nadie habla de ello en la vida cotidiana. Me parece la muerte es la pena reflexionar sobre, porque la vida se vuelve más significativa. Cementerios deja espacio para el pensamiento, ya veces es refrescante, con un descanso en un día con muchas impresiones.
      Me puse muy feliz cuando leí tu experiencia con mis fotos.
      Yo estaba en el cementerio dos veces para tomar fotos. La primera vez que estuve allí, el clima se puso muy mal, y la segunda vez que el sol brillaba entre los árboles y echó una luz cálida en las cruces.
      Hay un ambiente único, y en algunos lugares hay bastante oscuro debido a los grandes árboles viejos.
      Encuentro diferencias culturales muy interesante aunque mi ignorancia brilla de vez en cuando 🙂
      Gracias, Leo.
      Hanna

  3. Following the pictures I wouldn’t think that happened with you, Hanna. Pictures are so beautiful and peacefull. It looks your visit was an advanture. You are ready to do it again. Don’t you?

    1. Some of the story was true, Alexander and a part of it was a tall talk. The storm was threatening, and I was exposed due to the danger of lightning. I cycled home in icy rain and hail, while lightning illuminated the sky. I will continue to visit odd places but I’ll try to avoid thunderstorms 🙂 🙂

  4. Oh, Hanna, you’ve done well to create a creepy atmosphere here! Loved this! I actually enjoy exploring cemeteries but have only ever been during the daytime and usually with a blue sky and plenty of sunshine. Never on a stormy day. And I’ve never been inside a crypt. I stay up top! Well done…and stay safe. 🙂

    1. The crypt was terrifying, and so were the pictures I captured. Darkness and sinister coffins kick my imagination light years ahead 🙂
      Normally churchyards are peaceful places to visit and with a blue sky above it is a ideal place for a restful break.
      Yesterday I was about to get a tree down on me, but that’s another story. I’ll watch out and up 🙂
      Wish you a very nice weekend, Jane.
      Hanna

  5. A very gripping story, Hanna. I was on the edge of my seat. I was also reminded of something that happened to me in Paris many years ago.
    We were walking around Montmarte Cemetery and came across the mausoleum where the artist Edgar Degas is buried. I leaned against the door to have my picture taken – and the door swung open and I fell backwards inside. That gave me quite a scare. Luckily, Degas didn’t seem to mind.
    Regards, Alen

Comments are closed.