Når virkeligheden overgår fantasien.

When reality surpasses the imagination.
I went to Mariebjerg Cemetery to find inspiration for an eerie post. The inspiration came faster than I expected. I had just found the mausoleums where one can get a glimpse of the coffins, as dark diffuse topics.
The remains of the day’s light flickered in the burial chamber when the trees waved in the wind.
I knew my time was short. I’m talking photography. The clouds were beginning to look threatening and I would expect heavy rain at any moment.
The last time I had visited coffins with uncanny potential was in the Christian Church in Copenhagen.
The church has a crypt, and coincidentally there was no light in the crypt that day. My friend got a small cut on his hand when he had to close a large black iron gate. The wound was very slow to heal.. and we began to wonder. But before the horror got a grip on us, fortunately his hand was cured.
Now I’m off alone. Because of the bad weather approaching the late afternoon seems darker than normal.
I had been through several sections of the beautiful and hilly cemetery. There are urn valleys and forest sections, as well as a myriad of other sections.
Utterly unexpected lightning rips the sky followed by a huge blast that seems to shake everything around me. At that moment the windows of heaven open itself, and the rain is pouring down. I feel very exposed. I am surrounded by tall trees, it is the worst place I can be. The cemetery stock had left a door open to a smaller building which is built close to the mausoleums.
I felt a horror inside when I was considering going there, but lightning followed by an enormous blast decides the outcome. I run past the tombs and into the dark building.

My heart stands still by the sound of a piercing scream and to my relief I see a cat flees.The room is gloomy. In a corner small coffins are stacked against the wall. There is a pervasive smell of damp and rot.
I’m talking myself down. After all it is just a building for use of tools and similar objects. At the same time a new lightning tears the heaven apart and in that short time I detect a movement from the upper coffin. The lid is sliding aside.
The furious storm becomes like a dear old friend. I flout all safety regulations and flees through the cemetery and out on the main street now so strangely emptied for pedestrians due to the bad weather.
Lightning and thunder rumble replace each other, but I don’t care. My thin rain jacket has abandoned the job and the icy rain has reached my sweater, it means nothing compared to the cemetery.
Did I get that eerie inspiration? Oh yes the thunderstorm did the job extremely well 🙂

Jeg var taget på Mariebjerg Kirkegård for at finde inspiration til et uhyggeligt indlæg. Inspirationen fik jeg hurtigere end forventet. Jeg havde netop fundet mausolæerne, hvor man kan skimte kisterne, som mørke diffuse emner.
Resterne af dagslyset flakkede i gravkammerene, når træerne vajede i blæsten.
Jeg vidste, min tid var kort. Altså til fotografering. Det trak op til uvejr, og skyerne var begyndt at se truende ud.

Sidste gang jeg havde aflagt besøg ved kister med uhyggeligt potentiale var i Christianskirken på Strandgade i København.
Kirken har en krypt, og tilfældigvis var der ikke noget lys i krypten den pågældende dag. Min ven fik en lille rift på hånden, da han skulle lukke en stor sort gitterport. Såret var meget længe om at læges. Så længe at vi begyndte at undre os. Men inden uhyggen fik rigtig tag i os, var hånden heldigvis lægt.

Nu er jeg taget afsted alene. På grund af det arriverende uvejr er den sene eftermiddag mørkere end normalt.
Jeg har været igennem flere af afdelingerne på den smukke og kuperede kirkegård. Der er urnedale og skovafsnit, samt et utal af andre afdelinger.

Aldeles uventet flænger et lyn himlen efterfulgt af et kæmpe skrald, som synes at ryste alt omkring mig. I det samme åbner himlens sluser sig og det vælter ned med regn. Jeg føler mig meget udsat. Jeg er omgivet af høje træer, det er det værste sted jeg kan opholde mig. Kirkegårdens materielgård har ladet en dør stå åben til en mindre bygning der er opført tæt på mausolæerne.

Det gyser i mig, da jeg overvejer at gå derind, men et lyn efterfulgt af et kæmpe brag afgør udfaldet. Jeg løber forbi gravkamrene og ind i den mørke bygning. Mit hjerte står næsten stille for i det samme lyder et øresønderrivende skrig og en kat tager flugten. Der er skummelt i rummet. I et hjørne står små kister stablet op ad væggen. Der er en gennemtrængende lugt af fugt og råddenskab.

Jeg taler mig selv til ro. Det er trods alt bare en bygning til anvendelse af redskaber og lignende genstande. I det samme flænger et nyt lyn himlen og i det kortvarige lys registrerer jeg en bevægelse fra den øverste kiste. Låget er begyndt at glide til side.

Det rasende uvejr bliver som en kær gammel ven. Jeg lader hånt om alle sikkerhedsforskrifter og flygter gennem kirkegården og ud på Lyngby Hovedgade.

Lyn og torden afløser hinanden, men jeg er ligeglad. Min tynde regnjakke har opgivet ævred og den iskolde regn har nået min sweater, men det betyder intet i sammenligning med kirkegården.

Fandt jeg inspirationen på kirkegården? Åh ja! Tordenvejret underholdt mig til det sidste, og erstattede den spænding, man ellers kan forvente sig af indbyggerne på en kirkegård.

_____________________________________________

God tur og husk regntøjet 🙂

Mariebjerg Kirkegård

Christians Kirke