Tusind årig overlever lynnedslag

Det har jeg klatret i, udbryder min ven begejstret. Nåe, det forklarer, at det næsten ikke kan hænge sammen, griner jeg. Vi er taget ud i Ulvedalene i Dyrehaven, for at tage Ulvedalsegen i øjesyn.

DSC05306

Vi står over for et 1000 år gammelt egetræ, Danmarks næstældste træ. Men er det ikke ligegyldigt, når man mindes sit vidunderlige klatreeventyr som tiårig?

DSC05310

Det er jo længe siden – han tager det alvorligt: Det var utroligt. Jeg gik ind i hullet der, og så kravlede jeg op indvendig i træet, og ud af et nyt hul, ud på en tyk gren. Han studerer ivrigt den nuværende indretning. Jeg går ind i træet, hullet er nok blevet større, og det er vel mit held…

DSC05333

Det her træ har overværet de sidste årtier af vikingetiden. Inde fra træet er der udsigt til en gravhøj. Den lå her allerede dengang, da det 3-4 gram tunge agern faldt til jorden. Hvem kunne vide at det skulle blive et prominent træ?

DSC05324

DSC05334

Jeg er glad for at jeg har besøgt det gamle egetræ. Det var en oplevelse. Hvem ved, hvor længe det kan holde endnu. Inde i træet stod en kælk. Der hang også en fin halskæde, som nogen havde tabt . I overmorgen lover de storm, og til sommer slår lynet måske ned igen. Men det har tålt meget, træet og det vil blive savnet, den dag det er væk! Det er en fin anbefaling at få.

Vi fortsætter rundt i Dyrehaven og slutter turen i Tårbæk Havn, derfra tager vi bussen hjem. Så er det ikke nødvendigt at gå tilbage til udgangspunktet.

IMG_5750

DSC05276

DSC05400

DSC05413

Den gamle eg står ved et af Dyrehavens stærkt besøgte steder. Ulvedalene ligger i Dyrehavens mest kuperede terræn. De jævne skråninger med de gamle bøge, hvoraf mange er ruiner, danner en pragtfuld ramme om de stejle bakker, der bruges til kælke- og ski- sport. Også klatresporten udøves på stedet, og det endda i Ulvedalsegen, hvis bark og grene slides derved. Men egen kan tilsyneladende holde til sliddet, og den klarede endog for en del år siden et lynnedslag, som har revet barken af træet på en stribe fra topgrenen omtrent til jordoverfladen.*Dansk Dendrologisk Forening, Årgang 1973

Tornadojægere og “Norgesvejr”

Jeg elsker at vandre og cykle i det, vi kalder for Norgevejr. Blå himmel, frisk vind og drivende hvide skyer.

Vores frit opfundne meteologiske fænomen indebærer sol, lav luftfugtighed, frisk vind og god sigtbarhed. Det er den vejrtype, vi har oplevet i Norge, når vi har holdt ferie i september. Deraf navnet.

Når et Norgesvejr var under opsejling, var jeg den første på pletten i Ejby Ådal, Landskabet er formet af istiden, og her blæser det næsten altid. Solen og skyerne præger bakkerne med skiftende lys, og dette enestående område har budt på fantastiske naturoplevelser for mig. Jeg håber, I kan danne jer et indtryk , når I ser mine billeder fra de forskellige årstider:-)

– Og nu tænker I, hvad har Ejby Ådal, og dejligt dansk sommervejr at gøre med folk som kører rundt i deres biler, og jager tornadoer for at få et adrenalinkick? Det drejer sig om følelser, om at mærke at man lever.

Jeg jager hvide skyer på en havblå himmel, fordi jeg bliver glad af Norgesvejr.

Vandretur rundt om Furesøen

Furesøen er et rigtigt dejligt naturområde. Der er højt til himlen og masser af frisk luft og udsyn. Jeg har sejlet i kano fra Frederiksdal op til Farum sø, og hjem igen. Men den mest minderige tur var rundt om søen til fods.

Det kunne været blevet: “Turen går til Helvede”, havde vi ikke truffet en lidt kedelig, men sikker udvej -.

Vi starter vandreturen over middag. Det blæser godt, og ude på søen er en mand, og en kvinde ved at sætte kursen mod land med deres sejlbåd. Lidt fremme ad stien står en bænk, og her gør vi indhug i provianten, mens manden lader eder og forbandelser hagle ned over hans udkårne. Hun er ikke hurtig nok til at rebe sejlene, men ydmygelser har aldrig fremmet nogen præstation nævneværdigt.

For ikke at få kolde muskler, fortsætter vi turen. Turen er startet i Lyngby området, og vi har tænkt os at afslutte vandringen ved at gå gennem Nørreskoven på den anden side af søen. Det begynder at regne lidt, men der er ingen grund til at skifte til regnbukser, mener min ven. Lige før Fiskebækbroen begynder regnen at tage til, men hvad gør man, når tøjet er blevet vådt- man tager det af og går videre kun iført regntøj. Det er lidt klamt og koldt, men bedre end det iskolde klæbende tøj, forlyder det.

Det begynder at mørkne, og ved indgangen til Nørreskoven er det så mørkt, at vi ikke kan finde stien ind i skoven – Vi ved, hvor stien er, og alligevel tramper og roder vi rundt i krat, buske og småtræer. Til sidst er der kun Frederiksborgvej tilbage som sidste udvej. Det er tanken om de meget stejle skåninger ned mod Furesøen.

Et forlæns rullefald ned i søen er ikke et attraktivt alternativ til en fredelig skovvandring, så vi fortrækker ud på cykelstien, der er i hele skovens længde. Det er ikke sjovt! Asfalt og ensformige, lige veje, det er noget af det værste, jeg kan byde mig selv, altså udover dårlige stunts med mig selv i hovedrollen. Og så er der laaangt –

Det må være sådan det er, at være soldat på march, bare den ene fod foran den anden uden at tænke. Næste dag opmåler vi turen til at være omkring 36 km, med omveje og fejlskud, men en meget hyggelig tur med flotte oplevelser og god motion. Vi har senere grinet meget af det buskads, der blev trampet og maset rundt i.

En tur rundt om Furesøen er ca. 25 – 30 km. Start om morgenen med god proviant, og nok at drikke. Kraks kort over villaveje, som er uundgåelige, men hyggelige, samt Naturstyrelsens kort over Nørreskoven.

God tur –