På en fjeldvandring i Norge sidder vi en aften i hytten Torsbu, og en vandrer fortæller denne historie:

Gennem de sidste 25 år har han holdt en uge af sin ferie i fjeldet. Han vandrer for sig selv, og nyder stilheden, og naturen. Men et år er han lidt sent ude. Efteråret er ved at gå på hæld, og der er meget få folk i fjeldet og på hytterne. Efter flere dages vandring uden at møde et eneste menneske, er han begyndt at længes voldsomt efter selskab. Det er nu hans håb, at der vil være folk på den næste hytte. Efter mange timers vandring dukker hyttens mørke silhuet op i landskabet.

Den store hytte er tom, mørk og kold. Han skynder sig at få tændt ild i pejsen, og et par stearinlys. Det hjælper lidt på skuffelsen, og da maden er spist, stiger humøret yderligere. Efter måltidet går han ud af hytten, og over på das – og det er, mens han sidder der, at han hører folk! Snak og latter, trampen af fødder, og hyttedøren der smækker. Stærkt opmuntret af tanken om selskab gør han sig færdig, og skynder sig over på hytten. Men! Der er tomt, og stille i den store hytte. Han bliver stående og lytter, men der er fuldstændig stille. Han råber: Hallo! – ingen reaktion. Bare dyb tavshed – Bagefter går han hele hytten igennem uden at finde nogen, og han indrømmer, at det giver ham en meget urolig nat, hvor han prøver at overbevise sig selv om, at hans fantasi har spillet ham et puds.