Når virkeligheden overgår fantasien.

When reality surpasses the imagination.
I went to Mariebjerg Cemetery to find inspiration for an eerie post. The inspiration came faster than I expected. I had just found the mausoleums where one can get a glimpse of the coffins, as dark diffuse topics.
The remains of the day’s light flickered in the burial chamber when the trees waved in the wind.
I knew my time was short. I’m talking photography. The clouds were beginning to look threatening and I would expect heavy rain at any moment.
The last time I had visited coffins with uncanny potential was in the Christian Church in Copenhagen.
The church has a crypt, and coincidentally there was no light in the crypt that day. My friend got a small cut on his hand when he had to close a large black iron gate. The wound was very slow to heal.. and we began to wonder. But before the horror got a grip on us, fortunately his hand was cured.
Now I’m off alone. Because of the bad weather approaching the late afternoon seems darker than normal.
I had been through several sections of the beautiful and hilly cemetery. There are urn valleys and forest sections, as well as a myriad of other sections.
Utterly unexpected lightning rips the sky followed by a huge blast that seems to shake everything around me. At that moment the windows of heaven open itself, and the rain is pouring down. I feel very exposed. I am surrounded by tall trees, it is the worst place I can be. The cemetery stock had left a door open to a smaller building which is built close to the mausoleums.
I felt a horror inside when I was considering going there, but lightning followed by an enormous blast decides the outcome. I run past the tombs and into the dark building.

Mariebjerg Kirkegård

Mariebjerg Kirkegård

My heart stands still by the sound of a piercing scream and to my relief I see a cat flees.The room is gloomy. In a corner small coffins are stacked against the wall. There is a pervasive smell of damp and rot.
I’m talking myself down. After all it is just a building for use of tools and similar objects. At the same time a new lightning tears the heaven apart and in that short time I detect a movement from the upper coffin. The lid is sliding aside.
The furious storm becomes like a dear old friend. I flout all safety regulations and flees through the cemetery and out on the main street now so strangely emptied for pedestrians due to the bad weather.
Lightning and thunder rumble replace each other, but I don’t care. My thin rain jacket has abandoned the job and the icy rain has reached my sweater, it means nothing compared to the cemetery.
Did I get that eerie inspiration? Oh yes the thunderstorm did the job extremely well 🙂

Jeg var taget på Mariebjerg Kirkegård for at finde inspiration til et uhyggeligt indlæg. Inspirationen fik jeg hurtigere end forventet. Jeg havde netop fundet mausolæerne, hvor man kan skimte kisterne, som mørke diffuse emner.
Resterne af dagslyset flakkede i gravkammerene, når træerne vajede i blæsten.
Jeg vidste, min tid var kort. Altså til fotografering. Det trak op til uvejr, og skyerne var begyndt at se truende ud.

Sidste gang jeg havde aflagt besøg ved kister med uhyggeligt potentiale var i Christianskirken på Strandgade i København.
Kirken har en krypt, og tilfældigvis var der ikke noget lys i krypten den pågældende dag. Min ven fik en lille rift på hånden, da han skulle lukke en stor sort gitterport. Såret var meget længe om at læges. Så længe at vi begyndte at undre os. Men inden uhyggen fik rigtig tag i os, var hånden heldigvis lægt.

Nu er jeg taget afsted alene. På grund af det arriverende uvejr er den sene eftermiddag mørkere end normalt.
Jeg har været igennem flere af afdelingerne på den smukke og kuperede kirkegård. Der er urnedale og skovafsnit, samt et utal af andre afdelinger.

Aldeles uventet flænger et lyn himlen efterfulgt af et kæmpe skrald, som synes at ryste alt omkring mig. I det samme åbner himlens sluser sig og det vælter ned med regn. Jeg føler mig meget udsat. Jeg er omgivet af høje træer, det er det værste sted jeg kan opholde mig. Kirkegårdens materielgård har ladet en dør stå åben til en mindre bygning der er opført tæt på mausolæerne.

Mariebjerg Kirkegård

Mariebjerg Kirkegård

Det gyser i mig, da jeg overvejer at gå derind, men et lyn efterfulgt af et kæmpe brag afgør udfaldet. Jeg løber forbi gravkamrene og ind i den mørke bygning. Mit hjerte står næsten stille for i det samme lyder et øresønderrivende skrig og en kat tager flugten. Der er skummelt i rummet. I et hjørne står små kister stablet op ad væggen. Der er en gennemtrængende lugt af fugt og råddenskab.

Jeg taler mig selv til ro. Det er trods alt bare en bygning til anvendelse af redskaber og lignende genstande. I det samme flænger et nyt lyn himlen og i det kortvarige lys registrerer jeg en bevægelse fra den øverste kiste. Låget er begyndt at glide til side.

Det rasende uvejr bliver som en kær gammel ven. Jeg lader hånt om alle sikkerhedsforskrifter og flygter gennem kirkegården og ud på Lyngby Hovedgade.

Lyn og torden afløser hinanden, men jeg er ligeglad. Min tynde regnjakke har opgivet ævred og den iskolde regn har nået min sweater, men det betyder intet i sammenligning med kirkegården.

Fandt jeg inspirationen på kirkegården? Åh ja! Tordenvejret underholdt mig til det sidste, og erstattede den spænding, man ellers kan forvente sig af indbyggerne på en kirkegård.


God tur og husk regntøjet 🙂

Mariebjerg Kirkegård

Christians Kirke

When darkness is growing

Den danske udgave af ‘spøgelseshistorien’ ligger under billederne!

Someone had the decency to unlock the sun for an hour yesterday. It is hard to imagine now when rain and hail are tumbling down. I continued my walk as the sun went down and dusk took over. The growing darkness made me do some considerations. Should I go through the marsh in the dark or over the cemetery.

Strange stories passed through me as I thought of the cemetery. Once my brother took a short-cut across a cemetery late at night.

He entered our living room very pale with fear. His age in mind the experience must have been deafening. He was a teenager, and at that age it is inappropriate to be afraid. He was sure that he had stumbled upon a corpse on a small church path. My parents were sure that there was another explanation and they calmed him so much that he was able to fall asleep.

Early the next morning my father went to the cemetery with my brother, and they did find a man. He wasn’t dead, but lacked a place to sleep. That finding brought my brother’s mind in a state of relief, but the cemetery was no longer an option to a short-cut.

An artist I once knew worked on a cemetery in a little rented house containing an atelier. He told me lots of stories one evening over a bottle of wine. I have never been able to forget this one in particular: We sat by the fire and actually the weather outside was very similar to the weather in his story. He began the story describing how terrible tired and exhausted he was:

I had worked late every evening with the aim to get my last painting done for the opening. One night it became very late. Sometimes I get so tired that I have to pull myself together to go to bed, and I wasn’t even home yet. So I turned off the lights and locked the door. When I went out in the storm and rain to find the car that was parked in the cemetery, I almost lost my breath, for it was bitterly cold.

A short stay in the wind combined with a break caused me to listen more attentively. Yes, there it was again! Help me, help !!!

It was difficult to determine the direction. The rain, the darkness and the wind created shadows where there usually were open spaces. After a while I decided to walk into the darker section of the cemetery until suddenly I saw a strange thing. From one of the open graves prepared for the next day funeral I sensed a movement. Carefully approaching I could see two hands cling to the edge of an open grave.

At this point in his storytelling, he made a little stay and I could swear that there was a shiver running through him. He continued: I found myself in a state where my adrenaline whiz around in my body. I didn’t know whether I should turn and run, or just let myself be completely frozen with fear because I’m nearly there already.

The rough terrifying voice tore me out of my trance by screaming in my ears: Heeeelp! Help me! I saw the man down in the tomb. Two big scared eyes midst of all the mud, and a pair of hands which reached out like a child who wants to be lifted up. I stood and gazed at him. It felt like hours. Then I recognized him. He is a slightly tipsy gentleman who often takes his lunch on one of the benches if not every day and it is in a liquid form.

Close to the grave hangs a water hose. I tied the hose onto an iron pipe and reaches the other end to the man in the tomb. The poor exhausted man comes in from the cold and get some food, a drink and some dry clothes telling his story about getting dizzy in the cold.

Still considering which way to choose I looked at the march the growing darkness and my thoughts went to Frodo, Sam, and Gollum when they went through the Dead Marshes on the way to Mordor. I choose the cemetery.

Nogen havde den anstændighed at låse solen ud en time før den gik ned igen. Det er svært at forestille sig nu, hvor regn og hagl vælter ned.
Min vandretur blev præget af solens sidste stråler, mens skumringen langsomt tog over. Det tiltagende mørke fik mig til at overveje følgende muligheder. Skulle jeg gå gennem mosen i mørke eller over kirkegården?

Mærkelige historier passerede gennem mig, da jeg tænkte på kirkegården. Min bror tog engang en genvej over kirkegården sent om aftenen.

Han trådte ind i vores stue meget bleg af frygt. Hans alder taget i betragtning har oplevelsen været skrækindjagende. Han var teenager, og i den alder er det ‘uhensigtsmæssigt’ at være bange. Han var sikker på, at han havde snublet over et lig på en lille kirkesti. Mine forældre var overbeviste om, at der var en anden forklaring, og de beroligede ham så meget, at han var i stand til at falde i søvn.

Tidligt næste morgen gik min far sammen med min bror hen til kirkegården, og de fandt en mand. Han var ikke død, men manglede et sted at sove. Denne konstatering bragte min brors sind i en tilstand af lettelse, men kirkegården var ikke længere en mulighed som genvej.

En kunstner, jeg kendte engang arbejdede på en kirkegård i en lille lejet hus, der indeholdt et atelier. Han fortalte mig masser af historier en aften over en flaske vin. Der er én historie jeg har haft svært ved at glemme:
Vi sad ved pejsen, og vejret udenfor var meget lig vejret i hans historie. Han begyndte historien med at beskrive, hvor frygtelig træt og udmattet han var:

Jeg havde arbejdet sent hver aften med det formål at få min sidste maleri gjort færdigt til ferniseringen. En nat blev det meget sent. Nogle gange bliver jeg så træt, at jeg er nødt til at tage mig sammen for at gå i seng, sådan var det også den forfærdelige aften. Jeg afsluttede derfor mit arbejde, slukkede lyset og låste døren. Da jeg gik ud i stormen og regnen for at finde min bil, der holdt parkeret på kirkegården, tabte jeg næsten pusten, det var bidende koldt.

Et kort ophold i vinden kombineret med en pause fik mig til at lytte mere opmærksomt. Jo, der var det igen! Hjææælp mig, hjælp !!!

Det var vanskeligt at bestemme retningen. Regnen, mørket og vinden skabte skygger, hvor der normalt var åbne rum. Efter et stykke tid besluttede jeg at gå ind i den mørkere del af kirkegården, indtil jeg pludselig så en mærkelig ting. Fra en af de åbne grave forberedt til den næste dags begravelse fornemmede jeg en bevægelse. Jeg nærmede mig forsigtigt. Nu kunne jeg se et par hænder klamre sig til kanten af en åben grav.

På dette tidspunkt i historiefortællingen, lavede han en lille ophold, og jeg vil sværge på, at der løb en gysen gennem ham.
Han fortsatte: Jeg befandt mig i en tilstand, hvor mit adrenalin suste rundt i min krop. Jeg vidste ikke, om jeg skulle vende om og løbe, eller bare lade mig stivne af frygt. Den tilstand var næsten opnået.

Den ru skræmmende stemme rev mig ud af min trance ved at skrige i mine ører: Hjæææælp! Hjælp mig! Jeg så på manden nede i graven. To store bange øjne midt i al mudderet, og et par hænder, der rakte ud som et barn, der ønsker at blive løftet op. Jeg stod og kiggede på ham. Det føltes som timer. Så genkendte jeg ham. Han var en lidt bedugget herre, der ofte indtog sin frokost på en af bænkene, hvis ikke hver dag, og det er i en flydende form.

Tæt på graven hang en vandslange. Jeg bandt slangen på et jernrør og rakte den anden ende til manden nede i graven. Jeg fik stakkels udmattede mand op fra graven og ind i varmen. Her blev han forsynet med mad, en dram og noget tørt tøj. Han fortalte til gengæld hans historie om, hvor svimmel han var blevet i kulden.

Jeg overvejer stadigvæk, hvilken vej jeg skal vælge. Jeg kigger på mosen, det tiltagende mørke og mine tanker går til Frodo, Sam, og Gollum, da de gik gennem the Dead Marshes på vejen til Mordor.. Jeg vælger kirkegården.