Helikopterredning ved Lysefjorden

McEff fortæller om den respekt, han har for bjergene, det er bjerget, der bestemmer. Det er også min oplevelse. Derfor har jeg skrevet denne historie, som en slags påmindelse.

Min søsters naboer, Jens og Synnøve har familie i Norge. De er ofte i Stavanger i ferierne, da de er tæt knyttet til familien. Gennem flere år har Jens vandret med en ven i op til flere uger, medbringende telt og proviant. Alle betragter ham, som en erfaren vandrer.

Vennen var forhindret et år, og Jens savnede sin årlige fjeldtur. Han fik et par dage fri fra familiemiddagene, og tog alene afsted med sit grej, kort og kompas. Jens ville vandre i umærket terræn langs med Lysefjorden, ind til en selvbetjent hytte for at overnatte.

Han parkerer bilen, og begynder sin vandring. Det er sensommer, og vejret er meget omskifteligt. Der er en hel dags vandring til hytten, og det er blevet langt over middag, før han beslutter sig for at spise sin medbragte frokost. Her giver han sig god tid, og nyder øjeblikket. Da maden er spist, og han har pakket sammen, studerer han kortet, og udstikker en kompaskurs.

Han har gået ca. halvanden times tid, da han bliver i tvivl om, hvor han befinder sig. Fixpunkterne stemmer ikke overens med det landskab, han er i.

Jeg ved ikke, om det er, fordi han er koncentreret om kortet, men pludselig falder han flere meter ned, og lander på en lille isoleret afsats på fjeldsiden. Hans briller bliver knust i faldet. Det indebærer, at han kun kan ane konturerne i landskabet, og skimte noget vand under sig. Jens finder sin telefon frem, som heldigvis er uskadt. Han kontakter den norske redningstjeneste, og fortæller dem, hvad der er sket, og hvor han befinder sig.

Derefter ringer han til familien, og orienterer dem. Så sætter han sig til at vente. Det er begyndt at regne lidt, og sigtbarheden er nedsat. Der er gået cirka en halv time, da han hører en helikopter. Den kommer tættere på, for derefter at forsvinde. Han kan høre den langt væk, og tilsidst er der helt stille. Han venter lidt, men der sker ikke mere.

Jens tager telefonen frem, og kontakter redningstjenesten igen. De kan ikke finde ham. Han er ikke på de koordinater, hvor han siger, han er, fortæller de.

Jens orienterer om den nye kompaskurs efter frokost, og hans problemer med sted-kending senere. Nu venter han og håber. Der er ikke lang tid til at mørket falder på. Han overvejer, om han skal springe ned i vandet under ham, og svømme ind til land, men hans dårlige syn afholder ham fra den ide.

Telefonens batteri er også ved at være fladt. Det føles som meget, meget lang tid, inden han kan høre helikopteren igen. Redningsfolkene kommer tættere og tættere på for tilsidst at spotte ham nede på afsatsen. En af redningsfolkene sænkes ned og fastgør selen, men på vejen op, er han ved at glide ud af selen, og aktionen går om igen.

Det er en utrolig lettet Jens, der senere forenes med familien om aftenen. Han har slået sig i faldet, men ikke brækket noget. Jens’s datter har været på vej ud i fjeldet for at lede efter sin far efter telefonopkaldet, men heldigvis har resten af familien overtalt hende til at afvente redningstjenestens indsats, og det viste sig at være en god ide. Det var også godt Jens ikke sprang ned i vandet. Det ville ha’ slået ham ihjel, fandt han ud af senere.

_____________

Billederne er fra det område Jens vandrede i. Vi var et år på vandring i Hunnedalen, og ruslede lidt rundt omkring Lysefjorden. Det er også her turistattraktionen; Kerag befinder sig.

Jens vandrer ikke i fjeldet mere. Jeg ved ikke, om det er et løfte til sig selv eller til sin familie.

Erfaringen er en god læremester, men han sender dig nogle afsindig dyre regninger. Minna Antrim