To venner på tur

Vi vandrer mod Den Norske Turistforenings Hytte, Tomannsbu, efter halvanden times kørsel med Suleskar-Ekspressen.

Efter 3 til 4 timers vandring når vi frem til den flotte hytte. På væggen hænger denne sjove historie smukt indrammet. Historien, som er frit oversat, er skrevet af den tidligere chefredaktør på Stavanger Aftenblad, Per Thomsen.

Han har skrevet mange utrolige, og sjove beretninger om sine vandreture i de norske fjelde. Men særlig ovenstående historie har fundet vej til mit hjerte, fordi den er så skæv og pudsig, og fordi jeg selv har været der!  Billederne er fra vores vandretur i Hunnedalen, fra området, hvor historien har fundet sted:

“Turen til Svartvatnet blev en strid oplevelse, og vi var alt for ophidsede til at skrive noget før i dag. Først nu, er vi i stand til at se det komiske i det, men der var ikke noget at grine af, mens det stod på.

Jeg kom på hjemvejen til at glide udover en lille græshylde, og faldt ca. en kvart meter, med det resultat, at den højre fod kom ned i et hul mellem nogle mosbegroede sten. Foden sad ubehjælpelig fast. Jeg forsøgte at slide og hale og vrikke, men uden noget held.  Min ven Tore, som var blevet utålmodig, kom til stede og forsøgte på hans måde, som iøvrigt var ganske lig min egen. Lige meget hjalp det, indtil jeg sagde, at jeg hellere ville selv.  Uheldigvis var foden kommet så langt ned i hullet, at jeg ikke kunne få knyttet støvlen op, og jeg kunne heller ikke få en kniv ned og skære støvlen op. Tore forsøgte én gang med kniven, men jeg sagde, at hvis jeg ville have foden amputeret, ville jeg helst have en læge.  Så forsøgte vi at få stenene væk, men det var uheldigvis Mor Norge selv, og efter en times rydningsarbejde, var vi lige langt.

Det hele var komplet idiotisk. Jeg fejlede ingenting. Det var lykkedes mig at få foden ned i hullet. Derfor var hullet også stort nok til at den kunne komme op igen.  Jeg kunne mærke at foden ikke var forstuvet. Derfor var det ikke sandsynligt at den var hævet. Hvorfor kunne den så ikke komme op igen?  Både Tore og jeg stillede dette spørgsmål, til hinanden og til verden i al almindelighed, til Vorherre, og vi kom med en lang række stærkt nedsættende bemærkninger om den måde, verden er styret på.  Vi erklærede at vi fandt tilfældet uhyre morsomt de første fem minutter, men nu var det nok. Det regnede naturligvis også!  Spørgsmålet var nu: Skulle Tore gå efter hjælp?

Det lyder altid så godt; man skal bare “hente hjælp”, når en ulykke hænder på fjeldet –  Men hvad pokker skal den, som skal hjælpe – gøre? Det står der ingenting om.  Mens vi spekulerede på dette, fandt Tore meget fornuftigt ud af, at vi trængte til hvile, hvorpå vi blev siddende en halv time, og spiste og røg, idet vi lod, som om vi bare havde sat os ned frivilligt.

Udsigten var ikke så værst, det holdt op med at regne og solen kom frem. Vi blev enige om at vi havde ferie. Vi fortalte hinanden historier. Af og til rykkede jeg i  foden, men da den ikke lod sig rykke, lod jeg som om, jeg ikke havde gjort det. Tore sagde, jeg skulle lade den være i fred. Det kunne jo være den sov til sidst, og så kunne kunne vi snyde den til at komme med.  Men skønt vi begge tilsyneladende var muntre og ligeglade, så kunne vi ikke lide det. Om foden havde sovet ved jeg ikke. Men hverken Tore eller jeg havde sovet om natten, og da solen havde varmet os en stund, så sov først Tore og så jeg.

Hvor længe ved vi ikke. Men pludselig blev jeg vækket af Tore som så ufattelig søvning ud mens han mumlede; vi må vist hellere se og komme hjem.  Jeg samlede fiskestangen og rygsækken sammen, og så gik vi. Vi havde gået i mindst fem minutter, før jeg huskede at foden faktisk sad fast, og da jeg blev meget underligt til mode. Det samme blev Tore, da jeg mindede ham om det.  Men så stivede vi os af ved at minde hinanden om at ånden havde sejret over materien, og vi fortsatte hjem, yderst varsomt og forsigtigt.  Sådanne oplevelser påvirker os, især når vi ikke kan give nogen forklaring på dem. Vi gik til sengs uden mange ord. Men idag synes vi, historien er rigtig morsom.”